De var røde og lidt uldne i det, hjerte-klistermærkerne som man kunne få i Irma i 80erne, og med tekster som: “smil gir smil” eller “smil det smitter”. Det var sikkert en kampagne indledt for at skåne kassedamerne mod kunders jeg-har-haft-en-lang-og-stressende-arbejdsdags-surhed.
Jeg kom til at tænke på klistermærkerne, fordi jeg for nogen tid siden selv var sur og tvær. Jeg havde hovedpine og syntes bare generelt at det hele var noget møg.
Dér kom jeg så jævnt utilfreds og muggen cyklende hjem fra en lang arbejdsdag, da en mand stak hovedet ud af sit bilvindue og med et stor smil sagde “HEJ”! “Øh hej” sagde jeg og fortsatte ned af min gade.
Cirka 100 meter længere fremme sad nogle fyre i vejkanten og reparerede cykler. “HEJ” sagde den ene mægtigt hjerteligt, da jeg cyklede forbi. “Øh hej hej” svarede jeg nu lettere skeptisk over at alle på vejen tilsyneladende havde besluttet sig for at rotte sig sammen imod mig og mit dårlige humør.
Jeg nåede op i lejligheden men skulle kort efter i Netto og købe ind. I fodgængerovergangen mødte jeg en mand, som med et stort og venligt smil sagde: “HEJ”. Og så måtte jeg kapitulere. Det er meget svært at opretholde sit dårlige humør under de omstændigheder.
Hermed en opfordring til alle: smil - for de løj ikke i Irma, det smitter virkelig.
Nemlig – og derfor har det også altid undret mig, at man i Danmark er så nedladende overfor den ‘overfladiske amerikanske smalltalk’. Er lige kommet hjem fra Seattle – og det er bare så skønt, at alle buschauffører, kassedamer og fordipasserende lige smiler og spørger, hvordan man har det.
Ikke fordi det skal erstatte dybe konversationer, og ikke fordi jeg er naiv og tror, at de virkelig er interesserede i at høre, hvordan jeg specifikt har det. Det skaber bare en utroligt behagelig stemning, at man med et smil og en venlig hilsen indikerer, at man godt har lagt mærke til, at der går et andet menneske på gaden. Det smitter!
[...] På Mellemsteder snublede jeg lige over et fint lille indlæg om Irmas klassiske hjerteklistermærker, der med begreber som “Smil, det smitter”, beviste for os, der er født i 70′erne, at det er helt rigtigt, at hvis man smiler til verden, smiler den tilbage til dig. [...]
Øøøh Ulla – hedder det ikke, de løj, selv om smil sikkert kan sælge flere løg i Irma
Øøøh Ulla – hedder det ikke “løj”, selv om smil sikkert kan sælge flere løg i Irma
Jo jeg syntes også at det så lidt mærkeligt ud;) Nå men jeg kan jo vælge at lade det stå og lade som om det var med vilje. Så kan det være at jeg kan få folk til at filosofere lidt over den dybere mening med løgene i Irma:)
Nå nu bliver jeg alligevel irriteret , når jeg ser på de “løg”, så nu snyder jeg og redigerer i en uploaded post. Til gengæld lover jeg at skrive et indlæg om løgene i Irma på et tidspunkt:)
Ja, det handler meget om det med en rar stemning som Nadja skriver.
I virkeligheden kan man også bruge det som en slags humør-manipulation på sig selv. Lige efter gymnasiet arbejde jeg i en boghandel. Dengang lagde jeg mærke til, at når man nu ligesom SKULLE være imødekommende overfor kunderne, så smittede det efterhånden af på ens eget humør. Så selvom smilene og imødekommenheden først på dagen en mandag morgen måske var lidt forcerede, så endte de oftest med at være helt ægte.
Ja, det er rigtigt… Man bliver også selv glad når man smiler til andre. I Sydney hvor jeg er pt. var jeg i starten forvirret over at folk i forretninger mv. altid spurgte super venligt “Hi, how are you… ” og så bare vendte ryggen til uden at vente på svar. Men det er faktisk rart med den slags small talk der ikke betyder noget som helst…