Mellem her og dér

Forleden talte jeg med min veninde, som var stresset over en opgave, hun er ved at skrive. “Men” sagde hun, “ellers har jeg det jo godt. Især er jeg altid i enormt godt humør, når jeg er undervejs - på vej hjem fra biblioteket og til lejligheden”.

Jeg kom til at tænke på det idag, fordi jeg lige er gået hjem i regnvejr fra en besøg hos nogle folk lige her i nærheden af, hvor jeg bor. Da jeg skal til koncert med Sufran Stevens på søndag, og da jeg overhovedet ikke kender hans musik, havde jeg lånt en iPod af min veninde, så jeg kunne terpe lidt. Derfor besluttede jeg mig for at gå en omvej hjem, selvom jeg egentlig skulle skynde mig hjem og få lavet noget arbejde.

Omvejen endte med at blive til mange omveje, og jeg fik først lyst til at vende hjem, da min venstre fod begyndte at blive meget våd, og da bunden gik ud af den papkasse jeg bar på, så en tallerken og mine bøger knaldede ned i den våde gade. Men indtil da var det bare skønt at gå rundt i regnen med Sufran Stevens i ørerne og hætten godt ned over dem.

Det rare var vist, at regnen isolerede mig lidt i mit sorte uldne frakketelt, at gaderne, byen og menneskene var anderledes og især, at der ikke var noget som helst rationelt og fornuftigt ved at vade rundt i regnen med en papkasse under armen.

Transporten mellem her og dér kan altså være en særdeles stor fornøjelse, netop fordi man kan give sig selv lov til at lave ingenting. Hurra for ingenting. Hurra for pauser. Og hurra for regnvejr.