De sidste ca. 20 år har der været krig i Norduganda. The Lord’s Resistance Army (LRA) kæmper mod regeringen i en krig, der mest af alt går ud over den lokale befolkning i nord, acholierne. LRA er særligt kendt for at kidnappe børn, som gøres til soldater eller koner. Børnene kommer på denne måde til at slås mod regeringssoldaterne, ligesom de sættes til at plyndre og myrde i lokalbefolkningen.
Acholierne lever om nogen i et mellemsted. Størstedelen af befolkningen har boet i flygtningelejrene under hele krigen fanget mellem på den ene side LRAs soldaterog på den anden regeringens, der heller ikke er ufarlige for dem. Og heller ikke i lejrene er der sikkert.
Forleden mødtes jeg med en ven, som lige er kommet tilbage fra Norduganda. Det sidste år har han arbejdet med forsoning og reintegration af tidligere børnesoldater, som er kommet ud af bushen. Det er jo en svær situation: børnene kidnappes og tvinges måske til at slå deres egen familie ihjel, lever i bushen som børnesoldater og skal så reintegreres i det selv samme samfund, de – som soldater – har hærget. Samtidig med at de selvfølgelig er totalt traumatiserede af deres oplevelser.
Et af de midler som bruges til forsoning og reintegration er acholiernes egen forsoningsritualer. Der er både ritualer, som skal forsone to klaner, og ritualer som skal forsone et individ med sig selv og sine omgivelser. I forhold til den sidste slags gælder det ofte, at ritualet på den ene eller den anden måde skal sørge for, at de ånder, som hjemsøger gerningsmanden og f.eks. viser sig gennem onde drømme og angstanfald, skal jages ud. Ritualerne kan f.eks. indebærer, at gerningsmanden skal dræbe en ged med et spyd, knuse æg og træde over pinde, at gerningsmanden skal fortælle om sin fortrædelse mange gange, ligesom ritualet er en fælleshandling, hvor hele landsbyen deltager og fester sammen.
For det første var det interessant at høre beskrivelserne af disse ritualer, som ofte giver meget god mening (at genfortælle og gennemleve oplevelsen igen, at bringe den frem i lyset, at dele oplevelsen med andre i landsbyen osv.).
Samtidig var det utroligt fascinerende at høre, at ritualerne virkelig virker.
Et formål med ritualerne er selvfølgelig, at få den tidligere soldat til igen at blive en del af samfundet. Og ud fra hvad jeg hører og læser om befolkningen i Norduganda, så er de overraskende villige til at tilgive. Deres retfærdighedsforståelse bygger mere på tilgivelse og betaling af bod end på hævn. Dette forstærkes sikkert af, at mange af de tilbagevendte er “deres egne børn”, at de frem for alt ønsker fred og stabilitet og ikke mere krig osv.
Et andet formål er, at personen skal slippe af med de ånder, som plager ham (det kan f.eks. være ånderne fra de personer han har dræbt). Min netop tilbagevendte ven forklarede, at de personer, som havde gennemgået ritualerne fortalte, at de onde drømmer, angstanfaldene osv. virkelig forsvandt.
Man kan jo komme med mange forståelser af, hvorfor og hvordan det virker, hvorfor folk siger at det virker osv. Men lige meget hvordan man fortolker ritualet, er det da yderst interessant!
Særligt set i lyset af, at mange her i Danmark sukker efter hårdere straffe, og efter hævn i stedet for reintegration og forsoning. Jeg siger ikke, at vi her skal indføre drab på en ged i stedet for fængselsstraf til mordere. Men det er da lige værd at bemærke, at man andre steder håndterer den slags på en helt anden måde.
Læs mere om situationen i Norduganda f.eks. på openDemocracy
december 4, 2006 kl. 9:43 am
Ja, det er ikke kun os, der kan lære u-landenes befolkninger noget. Læreingen kunne også gå den modsatte vej.- De ugandiske forsoningsritualer minder jo også om sandhedskommissionen, som vi hørte om i Sydafrika.
Men når det gælder forbrydelser begået i Danmark, er det, som om vores politikere kun kan tænke i forholdsregler, der siger stadig strengere straffe. Ifølge mange fagfolk er det bare ikke nogen god løsning, og det vil jeg give et par eksempler på. De er taget fra en artikelserie i Politiken, der hedder: “Straf og forbrydelse”.
Peter Scharff Smith (PSS) er historiker og projektseniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder. Jeg citerer fra Politikens artikel:” Netop nu i 2006 befinder vi os kriminalpolitisk i det PSS kalder “en hævnorienteret bølge”. Konsekvensen er hårdere straffe og flere indsatte i fængslerne” Og: “Masser af undersøgelser har vist, at flere i fængsel og hårdere straffe ikke får kriminaliteten til at falde. Men hvorfor ser vi så mere og hårdere straf og dårligere afsoningsforhold? Fordi kriminalitet er blevet et politisk fokusområde siger PSS. Der er stemmer at score. Den politiske kurs med hårdere straffe signalerer et element af macho og handling, det er også noget man kan læse i hele sprogbrugen, for eksempel “nultollerance” og “hårdt mod hårdt”. Og det handler om hævn, også selvom politikerne ikke bruger ordet.”
Mit andet eksempel er udtalelser af Hans Jørgen Engbo (HJE), som er fængselsinspektør i Vridsløselille. Han har skrevet lærebogen “Straffuldbyrdelse” – et fag han underviser i på Universitetet.
I forbindelse med det gamle udtryk for fængsel: “forbedringshus” siger HJE: “Der er ikke noget forbedrende ved et fængsel. Det er som udgangspunkt det modsatte af at lære at klare sig udenfor. De kriminelle vænner sig til at leve i et minisamfund, hvor hverdagen er struktureret og overskuelig”. Og: “Men hvis man med forbedring mener, at folk skal lære at klare sig uden kriminalitet, skal man vælge noget andet end at putte folk i fængsel.” HJE siger om retsfølelsen, som politikerne ofte refererer til:” Det er kun et pænere ord for hævn og når man fjerner fernis, har man kun den absolutte straf tilbage.”
HJE finder det er befriende, at politikere i dag nærmest siger ligeud, at straf handler om at tilgodese samfundets ønske om hævn” Og HJE siger om flere og længere straffe:” Eftersom det ikke hjælper, og der ikke er noget rationale, men det alene handler om følelsestilfredsstillelse, synes jeg ikke, at vi skal bruge så mange penge på at påføre folk lidelse. Det handler jo ikke kun om indsatte, men også om deres pårørende og børn, som det går hårdt ud over.”
De to artikler kan læses i deres fulde længde i Politiken den 22.oktober og den 2.november 2006.
Til slut vil jeg lige bemærke, at man næsten kan sige, at politikernes holdning til spørgsmålet straf er absurd set i lyset af juraprofessor Flemming Balvigs nye store rapport om danskernes syn på straf. Den viser, at danskerne ikke går ind for strenge straffe.
december 6, 2006 kl. 11:17 pm
Gode pointer.
Det blive interessant at se om rapporten fra Balvig får nogen indflydelse på politikernes mantra om, at de må indføre hårdere straffe pga. danskernes “retsfølelse”. Man har jo tidligere hørt om rapporter der blev fejet af bordet, hvis de sagde noget ubelejligt, men når nu det er vælgernes egne holdninger der refereres til, blive det måske taget alvorligt.
Selv om det havde vist sig, at danskerne virkelig ikke følte deres retsfølelse tilfredsstillet af andet end hårdere straffe og fængselsstraf, så kunne man jo også forestille sig et samfund, hvor politikerne fokuserede på fordelene ved andre former for straf i stedet for blot at følge en folkestemning.
Jeg mener, selvfølgelig skal borgerne føle, at de lever i et samfund, hvor retfærdigheden sker fyldest, men “retfølelsen” er vel ikke en statisk størrelse, som enten må opfyldes eller føre til utrykhed og ragnerok. Retfølelsen kan vel også udvikle og forandre sig i takt med, at ejermanden får ny viden og indsigt (og det er jo ikke noget nyt at fagfolk påpeger, at fænglet ikke er en ideel løsning i alle sager – hverken for den indsatte eller for samfundet).