Dagen efter talte jeg med en veninde og rasede over det tåbelige i, at de ikke fik noget ud af at stjæle mig taske (man render jo ikke rundt med en masse kontanter eller et B&O fladskærms-tv i sin taske), men at jeg fik en masse besvær ud af det. Min veninde påpegede, at det jo ikke drejer sig om at få noget økonomisk ud af sådan et tyveri begået af teenagedrenge på en scooter og i nye fine jakke.

“Det er bare ligesom at begå hærværk, de vil bare hærge”, sagde hun. 

Sådan havde jeg faktisk slet ikke tænkt på det, men jeg syntes, at det gav god mening. Sådan et tyveri kan nok bedst forstås, som et udtryk for frustration – og så nok også som en slags optræning i ligegyldighed og desrespekt overfor andre mennesker, eller optræning i at begå sig i et bestemt miljø. Og begge dele er jo egentlig ret trist.     

Quack!Media! som sælger Dinosaur Comics sælger også et blad, der hedder “Found” med diverse mistede og genfundne ting (breve, notater, papirlapper, billeder osv.).

Jeg må straks købe nogle af bladene – det må være lige så godt som at læse gamle postkort på loppemarkeder fra mennesker, man ikke kender, men som har været på Mallorca i 70′erne - eller som når man tager et billede i en pasfotomaskine, og der sidder et billede af en bistert udseende mand klistret fast på bagsiden af ens eget billede…

Blev man ført gennem byen med bind for øjnene og fik det taget af en ukendt sted, så tror jeg, at man – om ikke på andet – ville kunne identificere bydelen på de hunde, som beboerne lufter.

Tidligere boede jeg på Østerbro i ambassadekvarteret. Dér mødte jeg mest små hunde – tæppetissere, bittesmå tynde hunde, terriere og de dér små hunde, der ser ud som om de har fået en knytnæve i ansigtet. 

Så flyttede jeg til Ydre Nørrebro. Her er hundene store, korthårede, hjulbenede og bredkæbede. Man kan studere dem, hvis man sætter sig i Nørrebroparken, hvor deres ejere ofte mødes i hundesandkassen, hvor de kan løbe frit rundt og slås og gø og hvad de ellers laver sådan nogle.

Noget kunne tyde på, at valget af hund er en måde for gamle damer såvel som kasket-og-jogginbukse-fyrer at brande sig selv på. Jeg har ingen hund, min nyligt afdøde kødædende plante er vist det, der kommer tættest på – gad vide hvad den siger om mig?

De spænder fra en eller anden hip frisør i indre by til mellemøstligt dekorerede frisører på Nørrebro og til damefrisører i Nordvest med afblegede frisure-fotografier fra start-halvfemserne, små plastik figurer og gammelt nytårspynt i vinduerne.

Jeg forestiller mig, at der må gemme sig alverdens gode historier i salonerne. Derfor har jeg som sagt længe villet tage billeder af dem udefra. Men hvilken lykke ville det ikke også være at driste sig ind i dem og tage billeder indefra og snakke med ejerne og kunderne?

Stilstanden skyldes vist, at jeg fik et nyt job, hvilket viste sig at være en ret udmattende oplevelse. Nu, da det er knapt så nyt, begynder jeg igen at lægge lidt mere mærke til, hvad der sker omkring mig. Der er intet som stress og jag, der effektivt kan udtøre ens inspirationskilder og kvæle ens kreativitet. 

I sådanne situationer er der intet så godt som gode venner at genfinde inspirationen sammen med. I mit tilfælde er det blandt andet sket ved, at jeg og et par af mine venner har oprettet en “eventurklub”. Idéen er, at den som måtte få en idé til en god udflugt eller “eventur” indkalder de andre til turen. Den eneste regel for eventurene er, at kun arrangøren må vide, hvor de går hen.

Såre simplet men faktisk en rigtig god måde at få brugt og set byen og omegnen på – og se dem på en ny måde. Når man ikke ved, hvor man skal hen og hvorfor, er man ligesom ekstra opmærksom på alting. 

Indtil videre er det blevet til to ture – én til en lille katolsk kirke i Ordrup efterfulgt af en gåtur i Dyrehaven, og én til Peter Lavs fotogalleri i Valby efterfulgt af en gåtur i Valbyparken krydret med fiskefillet og pomfritter på “Cafe Rosenhaven”.

Og jeg har allerede en idé til næste tur-mål. Næh, det bliver spændende.

Underskriftsindsamling: Amnesti til afviste asylansøgere – nu!

Danmark viste stor gæstfrihed, da vi bød de ungarske flygtninge velkommen for 50 år siden. Nu er det tid til at hjælpe en ildestedt gruppe igen og udvise den medmenneskelighed, der stadig findes i Danmark!

Vi opfordrer derfor til, at der gives amnesti til afviste asylansøgere, som har opholdt sig i Danmark i mere end tre år.

Det vil dreje sig om cirka 800 mennesker, heraf 200 børn. De kommer fra bl.a. Irak, Kosovo og Iran. De er blevet flyttet rundt mellem danske asylcentre og har været i Danmark op til 8 år. Deres mistrivsel er veldokumenteret.

Asylsystemet har afvist at give dem opholdstilladelse. Samtidig kan de ikke tvangshjemsendes, ofte fordi forholdene i deres hjemlande er for usikre at vende tilbage til. Deres fremtid er fortsat udsigtsløs.

Regeringen anerkender, at det er en ulykkelig situation mange af disse mennesker befinder sig i, men fastholder af principielle grunde den restriktive udlændingepolitik.

HVORFOR AMNESTI?
At tildele de afviste asyl-ansøgere amnesti vil indebære at tage et medansvar for disse menneskers skæbne og for børnenes vedkommende at anerkende, at de ofte føler sig mere knyttet til Danmark end til det land deres forældre flygtede fra.

Amnestien skal være en engangshandling, hvilket må betyde, at regeringen skal arbejde på at undgå at vort asylsystem fremover medvirker til at skabe lignende fortvivlede situationer.

I Sverige har man allerede handlet. Den svenske Riksdag gennemførte sidste år en midlertidig udlændingelov, som gav afviste asylansøgere (specielt børnefamilier) mulighed for at få deres asylsag prøvet igen. Indtil videre har 17.000 af 30.000 fået opholdstilladelse.

I Danmark drejer det sig som nævnt om 800 afviste asylansøgere i alt.Når indsamlingen runder de 100.000 underskrifter vil amnesti-opfordringen sammen med underskrifter blive givet til Hendes Majestæt Dronningen og Folketingets formand.

HVEM ER VI?
Vi er en gruppe borgere, som er skamfulde og indignerede over, at vi i vort overskuds-samfund tillader at en gruppe medmennesker bliver behandlet dybt uanstændigt.Vores mål er at skabe en folkebevægelse for amnesti-nu. På tværs af mennesker, foreninger og politiske partier!

Vi håber du støtter Amnesti Nu!

Du kan finde ud af mere om “Amnesti Nu” samt fakta om afviste asylansøgere i Danmark og links til relevante hjemmesider her – og du kan skrive under her. 

Acholierne lever om nogen i et mellemsted. Størstedelen af befolkningen har boet i flygtningelejrene under hele krigen fanget mellem på den ene side LRAs soldaterog på den anden regeringens, der heller ikke er ufarlige for dem. Og heller ikke i lejrene er der sikkert.

Forleden mødtes jeg med en ven, som lige er kommet tilbage fra Norduganda. Det sidste år har han arbejdet med forsoning og reintegration af tidligere børnesoldater, som er kommet ud af bushen. Det er jo en svær situation: børnene kidnappes og tvinges måske til at slå deres egen familie ihjel, lever i bushen som børnesoldater og skal så reintegreres i det selv samme samfund, de – som soldater – har hærget. Samtidig med at de selvfølgelig er totalt traumatiserede af deres oplevelser.

Et af de midler som bruges til forsoning og reintegration er acholiernes egen forsoningsritualer. Der er både ritualer, som skal forsone to klaner, og ritualer som skal forsone et individ med sig selv og sine omgivelser. I forhold til den sidste slags gælder det ofte, at ritualet på den ene eller den anden måde skal sørge for, at de ånder, som hjemsøger gerningsmanden og f.eks. viser sig gennem onde drømme og angstanfald, skal jages ud. Ritualerne kan f.eks. indebærer, at gerningsmanden skal dræbe en ged med et spyd, knuse æg og træde over pinde, at gerningsmanden skal fortælle om sin fortrædelse mange gange, ligesom ritualet er en fælleshandling, hvor hele landsbyen deltager og fester sammen.  

For det første var det interessant at høre beskrivelserne af disse ritualer, som ofte giver meget god mening (at genfortælle og gennemleve oplevelsen igen, at bringe den frem i lyset, at dele oplevelsen med andre i landsbyen osv.).

Samtidig var det utroligt fascinerende at høre, at ritualerne virkelig virker.

Et formål med ritualerne er selvfølgelig, at få den tidligere soldat til igen at blive en del af samfundet. Og ud fra hvad jeg hører og læser om befolkningen i Norduganda, så er de overraskende villige til at tilgive. Deres retfærdighedsforståelse bygger mere på tilgivelse og betaling af bod end på hævn. Dette forstærkes sikkert af, at mange af de tilbagevendte er “deres egne børn”, at de frem for alt ønsker fred og stabilitet og ikke mere krig osv.

Et andet formål er, at personen skal slippe af med de ånder, som plager ham (det kan f.eks. være ånderne fra de personer han har dræbt). Min netop tilbagevendte ven forklarede, at de personer, som havde gennemgået ritualerne fortalte, at de onde drømmer,  angstanfaldene osv. virkelig forsvandt.

Man kan jo komme med mange forståelser af, hvorfor og hvordan det virker, hvorfor folk siger at det virker osv. Men lige meget hvordan man fortolker ritualet, er det da yderst interessant!

Særligt set i lyset af, at mange her i Danmark sukker efter hårdere straffe, og efter hævn i stedet for reintegration og forsoning. Jeg siger ikke, at vi her skal indføre drab på en ged i stedet for fængselsstraf til mordere. Men det er da lige værd at bemærke, at man andre steder håndterer den slags på en helt anden måde. 

Læs mere om situationen i Norduganda f.eks. på openDemocracy  

Jeg kom til at tænke på det idag, fordi jeg lige er gået hjem i regnvejr fra en besøg hos nogle folk lige her i nærheden af, hvor jeg bor. Da jeg skal til koncert med Sufran Stevens på søndag, og da jeg overhovedet ikke kender hans musik, havde jeg lånt en iPod af min veninde, så jeg kunne terpe lidt. Derfor besluttede jeg mig for at gå en omvej hjem, selvom jeg egentlig skulle skynde mig hjem og få lavet noget arbejde.

Omvejen endte med at blive til mange omveje, og jeg fik først lyst til at vende hjem, da min venstre fod begyndte at blive meget våd, og da bunden gik ud af den papkasse jeg bar på, så en tallerken og mine bøger knaldede ned i den våde gade. Men indtil da var det bare skønt at gå rundt i regnen med Sufran Stevens i ørerne og hætten godt ned over dem.

Det rare var vist, at regnen isolerede mig lidt i mit sorte uldne frakketelt, at gaderne, byen og menneskene var anderledes og især, at der ikke var noget som helst rationelt og fornuftigt ved at vade rundt i regnen med en papkasse under armen.

Transporten mellem her og dér kan altså være en særdeles stor fornøjelse, netop fordi man kan give sig selv lov til at lave ingenting. Hurra for ingenting. Hurra for pauser. Og hurra for regnvejr.